Henvisninger

Fra din egen læge kan du få henvisninger til andre sundhedsfaglige fx speciallæge, psykolog, fodterapeut eller fysioterapeut.. Som udgangspunkt skal du ses i klinikken, før du kan henvises til andre sundhedsfaglige. Henvisninger lægges elektronisk, så du behøver ikke papir med i hånden for at bestille tid

Du kan finde oversigt herunder ca ventetider på diverse speciallæger, fysioterapeuter og psykologer på www.sundhed.dk under “find behandler” 

Henvisning til speciallæge:

En henvisning til speciallæge omfatter normalt 6 konsultationer.

Henvisningen skal være hentet af speciallægen på henvisningshotellet inden 2-6 mdr fra udstedelsen afhængigt af henvisningstypen. I modsat fald betragtes henvisning som forældet.

Når henvisningen er hentet fra henvisningshotellet, er henvisning gyldig indtil antallet af konsultationer er anvendt uanset om 1. konsultationen falder senere end 6 måneder efter udstedelsen.

I henhold til overenskomsten (§20–23) er det den alment praktiserende læge, der henviser til undersøgelse og behandling i speciallægepraksis. Den praktiserende læge skal altså fagligt tage stilling til, om patienten skal henvises.

Med et afsluttet patientforløb forstås, at patienten er færdigundersøgt og/eller færdigbehandlet. I disse situationer skal speciallægen give den henvisende læge skriftlig meddelelse herom. Herefter anses henvisningen for opbrugt.

Hvis speciallægen meddeler den alment praktiserende læge, at patienten bør ses igen om et år, skal speciallægen ikke afslutte forløbet, og patienten vil ikke skulle henvises på ny. En patient skal dog henvises på ny, hvis speciallægen har meddelt den alment praktiserende læge, at patienten er afsluttet.

Du kan finde oversigt over diverse speciallæger på www.sundhed.dk under “vis behandler”

Henvisning til psykolog: 

Der kan efter henvisning ydes tilskud til psykologhjælp til:

  • Røveri, volds- og voldtægtsofre.
  • Trafik- og ulykkesofre.
  • Pårørende til alvorligt psykisk syge personer.
  • Personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom.
  • Pårørende til personer, der er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom.
  • Pårørende ved dødsfald.
  • Personer, der har forsøgt selvmord.
  • Kvinder, der får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge.
  • Personer, der inden det fyldte 18. år har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb.
  • Personer der har en let til moderat depression og på henvisningstidspunktet er fyldt 18 år.
  • Personer der lider af let til moderat angst, herunder let til moderat OCD, og på henvisningstidspunktet er i aldersgruppen 18 til og med 38 år

Tilskuddet udgør 60% af psykologens honorar. Der kan højst ydes tilskud til 12 konsultationer. Egenbetaling er 393,- for første samtale, herefter 328,- pr samtale. Personer som behandles for depression eller angst kan dog genhenvises, således at tilskud ydes for op til 24 konsultationer i alt.

Børn og unge kan kun henvises under pkt 1-9.

Lægehenvisning til behandling i henhold til henvisningsgruppe 1-8 skal normalt udstedes senest 6 måneder efter, at den begivenhed, der er årsag til henvisningen, indtrådte og kan ikke udstedes senere end 12 måneder efter begivenheden.

Henvisningen skal tages i brug indenfor 1 måned efter den er lavet.

Behandlingen skal ydes af en psykolog, der har tilsluttet sig den gældende overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Psykolog Forening.

Du kan finde oversigt over diverse psykologer på www.sundhed.dk under “vis behandler” eller på www.psykologeridanmark.dk